Yes – jeg er ude af Den Store Forældredyst

Hvad skal mine børn så i efterårsferien? Ingenting, og det er okay.

Nedtællingen er begyndt. Snart fyldes sociale medier med billeder af glade børn, der studerer Cobra-kunst, citerer Kierkegaard, eller som har bygget den tredje Limfjordsforbindelse af kastanjer og viljestyrke alene. Snart vil det føles som om, alle andre folks børn er i Disneyland eller får skiundervisning af Alberto Tomba.

Alt imens hygger mine ældste sandsynligvis derhjemme og spiser noget med e-numre foran amerikansk skod-tv, den yngste er i DUS, og jeg er på job.

Sådan er det, fordi vi tog en tidlig ferie. På all inclusive-charter til Mallorca. Om vi lejede en bil og fandt et autentisk fiskerleje, hvor vi spiste skaldyr med de lokale? Nej.

Det eneste, vi så, var hinanden i øjnene og så en frygtelig masse is, sol, smagløse souvenirs og badevand. Ikke, at der er noget galt i at gøre det første med fiskerlejet – slet ikke. Det skal bare være af de rigtige grunde, ikke for at kunne vinke af ved, at nu har vi levet op til, hvad der er god stil at svare, når de spørger derhjemme.

Så næ. Vores efterårsferie bliver ikke særlig Instagram-værdig i år, og det har jeg det endelig fint med. Men det har været – lad os sige – en proces.

Når man får børn, så er der en magisk maskine inde på sygehuset, der spytter armbånd ud med CPR-numre på. Det er også en slags all inclusive-armbånd, bare til ubetinget kærlighed resten af livet fra forældrene. Det her bliver dejligt, enkelt og naturligt, tænkte jeg, da jeg overvældet og sentimental lå med mine tvillingepiger i favnen på fødegangen.

Men helt enkelt blev det nu ikke alligevel. For maskinen indskriver dig også helt automatisk i Den Store Forældredyst, medmindre du har hår nok på brystet og selvtillid til at sige fra. Det havde jeg ikke.

De her XXXL-hospitalsunderbenklæder var kun lige smidt, før følelsen af utilstrækkelighed fik mig til at halse efter et idealbillede af mig selv som forælder, som jeg overhovedet ikke kunne leve op til. Det er der jo ingen, der kan, rationaliserede jeg, men ikke desto mindre kunne jeg kun få øje på perfekte forældre, der selv bagte alting og hentede børn inden 14, mens jeg svedig og forpjusket hentede på det tidspunkt over 16, hvor der var stolet op på Grøn stue.

Jeg så kun forældre, der havde børn, som var taget direkte ud af sættekassen og aldrig lækkede snot eller ørevoks. Dem, som kom til fastelavsfesten med børn i hjemmesyede Holger Drachmann-kostumer i økologisk bomuld, mens mine kom i masseproducerede og meget pink prinsessekjoler nede fra Føtex.

Hvor melder jeg mig ud af konkurrencen, rasede jeg ud mod verden. Hvad jeg ikke vidste dengang var, at verden var tavs, for presset kom inde fra mig selv. Kun jeg kunne fjerne den støjende følelse af utilstrækkelighed. Kun jeg kunne holde op med at sammenligne.

Men det var svært. For var der ikke andre forældre i nærheden, som jeg kunne føle mig forkert i forhold til, så var der masser af skyld, stress og skam at hente andre steder: Masser af mere eller mindre selvbestaltede eksperter ud i børneopdragelse, der med rund hånd delte tips og advarsler ud gennem artikler, sociale medier, bøger, sofaprogrammer eller over familiemiddagen. Almindeligt samvær i familien er blevet videnskabeliggjort og viklet ind i fagsprog, der får gammeldags fornuft og en spand kærlighed til at virke sådan lidt pattet og uambitiøst – prøv bare at høre sproget, vi bruger. Børn bliver for eksempel ikke drillet: De oplever ekskluderende mekanismer. Vi spiser heller ikke sammen længere: Vi har en spisesituation. Der er ganske enkelt no rest for the wicked, der har formastet sig til at sætte børn i verden.

Forældre-bashing er blevet en folkesport, og der spyttes konstant artikler ud om på den ene side uansvarlige ravneforældre og på den helt anden side overansvarlige curlingforældre. Debattrådene er en evig strøm af forargelse og bedrevidenhed i forhold til børneopdragelse, og alt var tilsyneladende meget bedre i gamle dage, hvor børn hakkede hul i isen før svømmeundervisningen i søen, og hvor man raslede rundt uden sele og i cerutrøg på bagsædet af gamle biler.

Forældre behøver ikke gå ned på udstyr til at hamre sig selv oven i hovedet og føle sig små. Ingen risiko for det. Slet ikke taget i betragtning, at de fleste af os er vældig gode til at presse os selv og ikke sådan står og mangler hjælp til at skamme os.

Et lavpunkt for mig i forhold til ikke at kunne skelne mellem samfundets normer og så min egen mavefornemmelse var, da jeg piskede rundt for forgæves at melde mine dengang femårige tvillinger til gymnastik, men ikke kunne finde den satans idrætshal, hvorfor jeg måtte trøste de to forvirrede piger med en is i stedet for. Fuld af selvbebrejdelse slog jeg igen og igen mig selv i hovedet med følgende faktum: Andre folks børn går til ballet, roning og golf – dine går til is!

Det var åndssvagt. I virkeligheden er det ikke nødvendigt for små børn at gå til noget. De har nok at forholde sig til. Men jeg turde ikke basere mit valg på min egen overbevisning.

Det samme gjorde sig gældende, når jeg troligt holdt vagt ved den korte rutsjebane med faldflis under, mens jeg lirede nogle “pas nu p唝-er af mig. I virkeligheden var det et spil for galleriet, så ingen skulle tro, jeg var uansvarlig. Jeg mener, det er meget mere nådigt for et barn at få lidt knubs af at falde end det er at høre på én eller anden mors stressende formaninger, der indirekte fortæller dig, at hun ikke rigtig har tillid til, du kan klare dig. Jeg skulle have sat mig med ryggen til og ladet folk tænke, hvad de ville. Jeg synes i virkeligheden, vi voksne prøver at kontrollere barndommen alt, alt for meget.

Der findes kun tabere i den der forældredyst, ikke mindst børnene. Nu har jeg meldt mig ud. Tiden var moden til det, rutinen og selvtilliden som mor på plads. Kagen er ikke så flot pyntet, men den smager bedre.

Det har gjort, at de der nullermænd slet ikke er farlige, at der ikke sker en disse ved at klippe en pose biksemad op i ny og næ til fordel for mere tid sammen. Mine børn behøver heller ikke at kunne spille klaver for at klare sig, og at det ikke er verdens undergang, hvis man en gang imellem hellere vil hygge med iPad i stedet for skønlitterære klassikere.

Det går nok. Også selvom efterårsferien lugter mere af #ostepops end af #nybagtspeltbrød.

(Bragt i Aalborg: Nu 17. oktober 2017)

Følg og Like os: