Træng dig bare på

Jeg har lige fået en skideballe. Det var én af de trælse, fordi den var helt retfærdig, og den tvang mig til at stramme op, ubekvemt eller ej.

Jeg vælger at se den skideballe som en smuk gave i en grim indpakning, for den mindede mig om, at jeg er blevet noget, jeg ikke vil være: En solskinsven. Én af dem, som gerne kommer og drikker champagne i det nye hus, men som holder sig langt væk, den dag kasser af ydmygelse skal løftes ud efter tvangsauktionen. Én af dem, der gerne spiser en dejlig middag med dig, men som desværre skal noget så grumme på toilettet, når opvasken skal tages.

Sådan var jeg ikke tidligere: Jeg var én, der delte min sidste øl. Én, der lyttede til kærestesorger hele natten op til min vigtige eksamen næste dags morgen.

Men tilbage til baggrunden for skideballen.

En ven havde været indlagt på sygehuset. Om det skrev han meget ærligt på Facebook. Han beskrev, hvordan udsigterne var håbløse, systemet kafkask og smerterne uudholdelige.

Det var et sjældent strejf af sårbarhed på de sociale medier, hvor vi hovedsageligt deler succeshistorier. Eller i det mindste giver vores fadæser og ensomhed et ironisk, humoristisk lag fernis, så de ikke udfordrer de andres sindsro eller vores billede udadtil som nogle farlige karle for meget.

Det var modigt, og det anerkendte jeg.

Jeg likede og skrev noget om, at han måtte have rigtig god bedring. Overvejede kort at tage derud, men frygtede, det måske ville være at trænge sig på. Vi er ikke verdens nærmeste venner. Vi har ikke byttet blod eller noget: Måske havde han slet ikke lyst til at blive set i en sygeseng, måske fandt han det uværdigt, reflekterede jeg for mig selv: Nogle professionelle tog sig nok af det.

Længere kom jeg ikke. Dagligdagen hvirvlede mig videre.

”Det kan godt være, jeg havde sagt nej tak til besøget. Det kunne også være, jeg havde sagt ja. Uanset ville jeg gerne have haft valget”, afbrød han mit væveri med, da han, udskrevet, sad over for mig.

Han fortalte, han havde følt sig ensom, og de mange likes og opmuntrende bemærkninger fra folk på Facebook havde haft nærmest den modsatte effekt end tilsigtet. For responsen på Facebook var samtidig et klokkeklart signal fra mange mennesker om, at de kendte situationens alvor, men altså fravalgte at engagere sig mere end til nogle søde ord og præfabrikerede smileys og likes. Det havde været mere nådigt, hvis folk havde ladet som om, de ikke havde set opdateringen, fortalte han.

Sikke en letkøbt omgang, som jeg var en del af. Blodet fik alt huden i mit ansigt til at stikke.

Men hvor er det let at plumpe i, for vi har – i hvert fald i min generation og herunder – skabt en kultur, hvor vi har masser af fællesskaber, men få af dem stikker dybt.

Vi har skabt et samfund, hvor nære, sårbare ting er professionaliseret. Død og sygdom steriliseres og gemmes væk på sygehuset. Hjertesorger klares af psykologen. Børnene lærer om livet af pædagoger og lærere.

Vi hælder tomme kalorier i form af likes ned i halsen på hinanden, hvilket giver en kort mæthedsfornemmelse af nærvær og anerkendelse, men snart sender os på jagt efter en ny portion – mere sultne, stadig mere tomme.

Aldrig har vi væltet os så meget i kærlige emojis af hjerter og kys, men aldrig har det betydet så lidt.

Aldrig har vi kommunikeret så meget og med så store ord til hinanden, og aldrig har der været mindre substans bag det.

Det er pumpet kyllingefilet, falsk varedeklaration.

Det er venner, der godt kan kalde mig sødde med stemt d. Eller smuksak – og sende mig en tsunami af grafiske hjerter. Men brænder lokummet for alvor, eller hvis jeg går hen og bliver rigtig ked af det og bare har lyst til, en eller anden sidder musestille og holder min grå hånd, så er de der ikke. Det er for kedeligt. Det er for virkeligt. For grænseoverskridende at se min sårbarhed. Det kan vi ikke overskue midt i hverdagen med job og familie.

Dette er ikke en bebrejdelse. De er bare en præmis for mange voksenvenskaber, som er rar at kende, så man ikke skuffes, når man løber panden mod mediefacaden. Forventningerne skal lige afstemmes.

Jeg har solskinsvenner, og så har jeg rigtige venner, som går ud i storm og regn sammen med mig.

Sidste kategori har jeg et konkret eksempel på fra en sms-tråd på min telefon, hvor jeg skrev:

–        Jeg er altså lige lidt ked af det hele i de her dage, så jeg tager ikke telefonen, når du ringer. Gider ikke snakke om det. Jeg bliver okay igen, er bare depri og selvmedlidende lige nu.

Måske lavede jeg i virkeligheden modstykket til sådan en ”alt opmærksomhed frabedes”-annonce, som guldbrudepar og fødselarer rykker ind i avisen, og som jeg tror i virkeligheden giver mere opmærksomhed, end hvis man undlader. Eller også fungerer sådan en annonce som en slags forsikring mod skuffelse: Hvis ingen dukker op/ringer/giver gaver på den store dag, så er det fordi, vi har frabedt os det, ikke fordi ingen gad.

Hendes svar kom prompte:

–        Nu tager du den telefon, eller også står jeg inde i din stue om en halv time. Jeg tager vin med. Betragt det ikke som en advarsel, men som fakta.

Sådan en ven vil jeg selv være igen. Én, der smider både hæmninger og stolthed over bord og trænger sig på.

Jeg vil ikke være den der Sebastian-sang, hvor jeg ville ændre verden, men den ændrede mig. Ikke være sådan en menneskelig pendant til Volkswagen med snydesoftware. Ikke være én, der deklarer sig som omsorgsfuld udadtil, men som i virkeligheden slet ikke kan eller vil leve op til det.

Jeg har startet bilen og smidt en pose biks på bordet, som familien fint overlever en aften på.

Selvfølgelig har vi tid til nære relationer og ægte venskaber, hvis vi gider lægge armkræfter i, og hvis vi tør trænge os på.

 

 

 

 

Følg og Like os: