Jeg smider politiskiltet

”Nåh, du er nok godt gift, siden du har fået udgangstilladelse!”

Måske kender du den slags bemærkninger i et kommentarfelt under et billede af en glad mand til rockkoncert. Bemærkningerne falder, når ”drengene skal ud at more sig”. Alene. Uden konen, blev der sagt. Det er jo en ”fornøjelsestur”.

Jeg kan da godt unde mændene en tur alene i byen – bevares – men jeg er virkelig træt af retorikken omkring de ture. Den reducerer mig som kvinde til den her strenge, sure politibetjent, der ildevarslende hvisker ting som ”Nu har du vist fået nok, Arne” i festligt lag. Det reducerer også stakkels Arne til et barn, der har sin værge med i byen, og jeg kan ikke se, det gavner ægteskabet. Et ægteskab trives vel bedst i respekt, venskab og ligeværdighed – eller har jeg misforstået?

Uanset gider jeg ikke være lyseslukker. Jeg har ikke lyst til at være den fornuftige mor-type for min mand, der nidkært sørger for, han ikke træder ved siden af. Han er sjov, når han træder ved siden af, og jeg træder gerne med. Jeg nyder hvert sekund og synes, kontrol er overvurderet rigtig mange steder i vores liv.

Derfor: Modtag min opsigelse som politibetjent. Jeg vil ikke have det der skinnende skilt, som automatisk gives piger i dåbsgave.

Min opsigelse betyder også, at jeg ikke længere har pligt til at fortælle min mand, at det er tid til at rydde op i CD-samlingen eller vaske gulvet: Jeg har set på min mand. Han har tabt håret, og han har skægstubbe. Dermed konkluderer jeg, han er en voksen person, der selv kan se, når gulvet er beskidt, eller når skuffen ikke kan lukkes for bare greatest hits med ABBA. Jeg vil ikke sanktionere ham med mimrende martyr-hage bag støvsugeren eller i telefonen til veninderne: ”Ja, det er jo mig, der må trække læsset herhjemme…”.

På sit job har han overblikket over langt sværere ting end nullermænd, vaskeprogrammer og madfedt i emhætten, og andre mænd opererer i hjerner og læser komplicerede arbejdstegninger over sanitære forhold i et parcelhus – det klarer de fint og helt uden barnepige. Jeg kender tømrere, der nærmest ved øjemål kan se, om en loftsbjælke er fem millimeter bredere i den ene ende end i den anden. Derfor tror jeg ikke på, mænd “bare ikke kan se rod og snavs af sig selv”, som nogle mennesker argumenter med – men selvfølgelig kan de det. Nogle af dem ser det bare ikke som et problem.

Desuden beskyldes hankønnet for at være mere naturvidenskabeligt begavet end os fruentimmere, hvorfor de sagtens kan gennemskue, at bolde af dyrehår hvirvler rundt i stuen, til de møder modstand i et hjørne: Ja – vi skal have støvsuget bag døren. Det er simpel fysik.

Eller også skal vi bare lave en gensidig aftale om, at vi er ligeglade med lidt snask i hjørnerne. Jeg ved det ikke. Spørg en rar, men bestemt politibetjent, hvis du kan finde én…

Men for eftertiden er det derfor helt unødvendigt for forbipasserende at kommentere min mands egenrådige beslutning om at feje blade sammen ude i haven med ”Så orkede du ikke høre på konen, haha, men du må jo komme over til en øl, når hun ikke kigger” eller ”så kan der blive husfred igen, hva?”

Jeg giver ingen skylden for, at jeg på grund af mit manglende y-kromosom fik jobbet som betjent, for herregud – hvem kunne vide, jeg ikke har lyst til det? Mange kvinder tager uniformen på helt ubevidst. De kan måske endda godt lide at være hjemmets chef, der har det forkromede overblik over de praktiske opgaver. Jeg har oplevet adskillige kvinder, der pruster manden i nakken, når han klæder barnet på, fordi hun ikke kan leve med, at sokker og hårspænde ikke matcher. Fred med det.

De her kvinder har man også hørt more sig over at kunne sætte manden på plads eller lade bemærkninger falde til parmiddagen om, hvor dårlig han er til at koge æg – de viser en slags omsorg på den måde. Fortæller ham og sig selv, at de er helt uundværlige. Det spil er godt og kærligt for dem.

Jeg har det bare anderledes. Jeg synes, det er nedladende, når andre mennesker insinuerer, at jeg bestemmer, om min mand skal i byen, hvor meget vin han skal drikke, om hans æg skal være stenhårdt og med blå blomme, og om han kan gå på job i en krøllet skjorte. Han har overlevet fint rigtig mange år før, han mødte mig – så det styrer han selv.

Som den ligemand, han er.

Følg og Like os: