Et forvokset skyggebarn

Jeg gondolerer… Jeg gondolerer…

Sådan troede jeg, de sagde, de her midaldrende landmænd, der lige havde været i bad, mens de rakte mig en lille pose med slik. Det var jo i 80’erne, hvor børn aldrig fik sådan en hel kæmpepose. Heller ikke, når deres far var død.

Jeg havde lige været i Venedig med min far sommeren inden. Nu stod hans gamle venner og ukendte familiemedlemmer fra Gøttrup uden for kirken i Nr. Uttrup.

Men uden at kunne sætte ord på det dengang, så syntes jeg alligevel, det var upassende, at alle folk snakkede om gondoler. Jeg havde heller ikke rigtig lyst til slik, men jeg tog imod og sagde tak, for jeg ville ikke virke utaknemmelig eller gøre de stakkels voksne i afmagt kede af, at de ikke kunne trøste.

Har siden forsøgt at rekonstruere samtalen hjemme i de her lune knudemænds køkkener før begravelsen: ”Hvad dælen stiller vi op med den bette pjevs… Hun kan vel lide slik, jow. Så bliver det så’n…”

Men de her gule vingummibananer fra Matadormiks ligesom sugede saltvandet i min mund og blev store og umulige at synke.

Begravelsen var et uoverskueligt virvar, hvor ukendte menneskers sørgmodige øjne tavst borede sig ind i min ryg, mens jeg prøvede på at gætte, hvordan de voksne ville have det bedst med, at jeg sørgede.

Hverken for lidt eller for meget gråd, fornemmede jeg. Jeg måtte ikke virke ligeglad og heller ikke knække sammen i krampende utrøstelighed, velsagtens.

Jeg ville gerne spørge min mor, men for min egen skyld skulle jeg sidde ved siden af min tante til begravelsen, så jeg ikke så min mor bryde sammen. Min velklædte, korrekte og smukke tante, som jeg var bange for at komme til at græde ind i tøjet på med snot, så hendes forsøg på at omfavne mig med sin petite krop blev noget akavede.

Det var bedre, da jeg kunne begrave ansigtet i en pibe- og metalduftende kedeldragt i en to meter høj svejser fra Aalborg Værft.

Men det kunne jeg ikke mere. Jeg var helt forladt, og det var egentlig ikke noget, vi snakkede om.

Min mor brød vist ikke sammen, men da hun bar kisten ud, så vrikkede hun over på sin høje hæl. Det var ganske kort, højst to sekunder. Måske var der ingen andre end mig, der så det.

Børnene på vejen og i skolen blev adviseret hjemmefra om, at de ikke måtte snakke om ”det dér med Mettes far”, hvilket resulterede i, at jeg pludselig gik alene rundt, fordi de ikke turde være sammen med mig, hvis de kom til at tale over sig. Børn er jo ikke diskretionens mestre, og jeg mindes stadig synet af deres lukkede streg af en mund og store blanke øjne, der tavst stirrede på mig, efter jeg vendte tilbage på skolen.

Selv Gud var tavs. Han havde ikke været modtagelig over for det klassiske forsøg på forhandling: Hvis min far overlever, så lover jeg at sige Fadervor hver aften resten af mit liv.

Et halvt år efter konstaterede voksne i min nære familie håbefuldt, at jeg nok havde glemt min far og ikke var ked af det der mere…? Det nikkede jeg til, for jeg kunne godt mærke, at de voksne ville blive kede af det, hvis jeg nægtede at have glemt noget som helst. Herefter tog jeg en runde mere på den blå cykel i parcelhuskvarteret for at lede efter min far. Sikre mig, at han ikke var dukket op i mellemtiden. Jeg vidste bare, at det hele var en stor løgn, og at de alle sammen lige om lidt bare skulle se løjer.

Sådan er der mange små episoder og tågede billeder, der stadig dukker om min fars sygdom, død og tiden derefter.

Det er underlige detaljer om farven på væggen i venteværelset på intensiv, hvor jeg og mine søskende af en flok hvidklædte blev gennet hen efter det eneste og sidste besøg hos min far, der så punkteret ud, mens han sad i en stol og kiggede på os med uhyggelige medicinøjne.

Jeg turde ikke gå hen til ham, for han virkede fremmed. Det har jeg skammet mig over siden. Men han var koblet til maskiner, der begyndte at bibbe, da han fik øje på os.  Jeg var otte år og troede, det betød, han skulle dø lige dér. Langt senere fandt jeg ud af, at maskinerne bibbede af nærmest den modsatte grund: Han begyndte kort at trække vejret selv, fordi han blev glad for at se os.

Der lugtede også underligt af ost på stuen. For to år siden fandt jeg ud af, at sådan lugter penicillin i høje doser. Det fortalte den overlæge mig, som var rar at gennemgå journalen med mig, og som dengang var ung reservelæge hos min far. Jeg vidste nemlig ikke præcis, hvad min far var død af indtil for få år siden, men det var åbenbart ikke papegøjesyge, hvilket jeg altid havde troet og fået at vide. Og da det var mig, der havde valgt en forkommen undulat til familiens voliere, der faldt af pinden cirka fjorten dage før, min far blev hentet med blå blink, så tog jeg skylden på mig for en form for uagtsomt manddrab.

”Ved I i øvrigt godt, at Mette slog sin far ihjel med en undulat?”, som min mand frisk nok valgte at åbne samtalen med i et fint selskab, da jeg lige havde mødt ham. Og måske tænker du, at det var noget skrækkeligt noget at sige, men faktisk var det et vendepunkt: For første gang kunne jeg grine af absurditeten i at tro sådan noget, da det blev sagt højt: Tavshedens mur blev søndersmadret lige dér. Det resulterede i en livgivende latter helt nede fra storetåen. Det blev en velvoksen langemand til døden, det kolde svin med den dårlige timing.

Men hvor vil jeg hen med på denne måde at gå stik imod min gode, nordjyske opdragelse, pille mig selv i navlen og belemre pæne mennesker med min ubekvemme livstragedie? Jo, jeg vil forsøge at trodse tavshedens tyranni.

For her 33 år efter – faktisk ret præcist, for det var 23. marts 1984 klokken 22.30 – sidder savnet og ensomheden stadig som et ensomt suk i knoglerne, og når jeg har fået en flaske vin trænger den sig sommetider på, ikke som tiltalende, blide tårer ned ad kinden, men mere som et langstrakt brøl, der klaustrofobisk nok aldrig helt kan tømme kroppen for sorg. Følelsen af at være forladt er med mig resten af livet.

Prøvede at få hulket færdigt på en løbetur efter samtalen med overlægen. Kravlede sammen på en stubmark, men jeg kunne ikke andet end at ligge der i fosterstilling og dæmpe lyden ned i min trøje. For hvad skulle jeg svare, hvis landmanden dukkede op og spurgte, ”hva’ hulan jeg vrælede for i hans mark?” At min far er død – for over 30 år siden?!

Der ville være utallige måder at vinkle min historie på, og jeg kan let miste fokus. Det er ikke blot forbudt selvmedlidenhed, det her. Jeg har et godt liv i dag: Men med min historie her vil jeg støtte op om Jes Diges terapigrupper for børn i sorg, der kaldes Skyggebørn, fordi jeg tror, jeg havde været en andet menneske, måske endda en bedre produktionsenhed for samfundet, hvis jeg havde haft én som ham og ikke blev mødt med misforstået omsorg og tavshed dengang. Vi og Jes Dige kan jagte nogle af livsskyggerne væk for næste generation.

De skal bare have et sted at gå hen, hvor døden er noget, vi taler om – ikke noget, vi steriliserer og pakker ind i tavshed henne på hospitalet.

Der skal være et sted som hos Jes Diges Skyggebørn, hvor de voksne godt kan bære, at de er i afmagt, og at det er okay ikke at kunne tage sorgen væk eller helt vide, hvad man skal sige.

Man skal jo bare sige noget.

Følg og Like os: