Gammelt mindreværd på nye flasker

Hvor blev jeg provokeret, da jeg hørte Nikita Klæstrup argumentere for, at hun er med til at definere en ny form for feminisme. Ja, det er altså hende fra konservativ ungdom, nu medlem af LA, der mest af alt er kendt for sit friske tøjvalg og sin skønhed. Og så er hun også kendt for at beskylde de mere traditionelle (og sure!) feminister for at tvinge kvinder ned i en bestemt og uklædelig uniform uden bh under, hvis de vil være med i klubben.

 

Jeg kan øjne en pointe, men den befinder sig langt ude i horisonten: Jeg kender nemlig ingen moderne feminister, der kimser ad læbestift, stiletter eller lysten til at pynte sig.

 

Tiden er løbet fra Nikitas projekt, og kæden hopper af for mig meningsmæssigt.

 

For hun påberåber sig ikke retten til at være feminin og smuk eller til at have en naturlig forhold til sin egen seksualitet. Hun påberåber sig retten til at smaske sin koreograferede, veltrimmede seksualitet direkte op i ansigtet på sagesløse folk og forventer, vi stadig skal fokusere på hendes intellekt.

 

Hun mener, det er en modig demonstration af selvstændighed og selvbestemmelse, men i mine øjne gør hun sig afhængig af omverdens respons: Se, hvor flot jeg er – vil I ikke nok like mig, please? Det er der ikke rigtig noget nyt i, desværre.

 

Fair nok gerne at ville anerkendes for at være smuk, for det er hun. Men jeg vil ikke være med til at kalde det en frihedskamp, for jeg ser mere Nikitas såkaldte sag som noget, der bidrager til at gøre unge piger ufri.

 

Men Klæstrup kalder insisterende sin kamp ”den fjerde bølge af feminisme”. Okay så. Men jeg håber ikke, mine døtre skal ud at bade, når dén bølge skyller ind over stranden.

 

Nogle af de smukkeste billeder jeg har indeni fra mine pigers tidligere barndom er faktisk fra de her sommerdage, hvor de piskede glade og fri rundt på stranden uden en trevl på kroppen uden at overveje et øjeblik, om de var pæne nok, gode nok, tynde nok – alt muligt nok. Det billede står i skærende kontrast til de her fotos, hvor Nikita og hendes smukke veninder poserer med fuld makeup og spændstig krop – og naivt eller ej, så vil jeg altså helst bevare mine pigers forestilling om, at de er gode nok, præcis som de er. Klæstrup er ikke én, der kan lære mine piger at holde af sig selv. Hun er ikke fri og naturlig, hun er ikke sprælske krøller i vinden, spontan latter og sand mellem tæerne.

 

Jeg er 41 år og kan ikke umiddelbart afkode, at Klæstrup faktisk kæmper for kvinders rettigheder med sin fremtoning – hvordan i alverden skal mine piger så afkode det i de usikre teenageår? Jeg har meget svært ved at se hende som andet end endnu et bidrag til at dyrke de kendte skønhedsidealer, som de fleste af os ikke kan eller skal leve op til.

 

Jeg kan heller ikke identificere mig med Klæstrups feminisme på et andet afgørende punkt: Kvinder skal kræve retten tilbage til at gøre sig smukke og stadig blive taget alvorligt, siger hun.

 

Det virker som en kamp, jeg aldrig har haft. Jeg har egentlig altid følt mig fri til at gøre mig lækker. Jeg har haft langt sværere ved at føle mig accepteret og taget alvorligt, ikke mindst af mig selv, når jeg har set ”trokket ud”. Eller ladet dun på overlæben og hår under armene strutte.

 

Men det handler måske også om, hvordan man definerer ”at gøre sig lækker”? Jeg definerer det helt klart mere afdæmpet end Klæstrup, hvis man dømmer ud fra billederne af hende, mens hun sidder halvt afklædt på en seng sammen med veninderne, der demonstrativt sutter på en slikkepind og sender både magtfulde og legesyge blikke ud til mandlige fans: Se, bekræft, men ikke røre. Også noget, der er blevet praktiseret i årtier på enhver bar.

 

Men lad mig først se indad. Det er som bekendt vigtigt, før man farer ud og peger fingre.

 

Handler det her om mig selv og om, at jeg har et indestængt behov for at vise hud – men jeg er ganske enkelt for grim eller genert til det, hvorfor jeg provokeres af Nikita? Træder hun på en øm tå?

 

På en måde. Jeg kunne da godt tænke mig at ligne hende. Men det er dog ikke årsagen til min irritation. Hun er som sagt et dårligt forbillede for mine døtre, og det er bestemt ikke, fordi jeg er knibsk. Tværtimod. Det er hendes fokus, jeg opponerer imod.  Det er de idealer, hun stiller op for piger og det syn, hun er med til at skabe på drenge.

 

Det er fordi, hun som et eksempel på sin indædte kamp for frihed sagde på Radio 24Syv, at hun sidste år havde mange forskellige hårfarver, og når mandlige fans opfordrede hende til at farve det brunt igen, så sagde hun heldigvis bare ”fuck dig – det bestemmer jeg selv!”.

 

Basta bum altså – tillykke med den åbenbaring. Vi andre havde egentlig ikke skænket det en tanke, at mænd skal bestemme vores hårfarve.  Tror egentlig heller ikke, de har lyst til det?! Sving du bare noget L’Oreal i de bølgede lokker. Det skal nok blive fint – men lad os nu ikke kalde det et manifest over selvstændighed. Hvis det er dét, så er vi godt nok ikke nået særlig langt: Der er dømt selvmål.

 

Desuden genkender jeg heller ikke billedet af mænd, som de her instinktdrevne maskiner, der vil bestemme over kvinders seksualitet, hvis vi da ikke uddeler rap over nallerne og hviner ”slemme mand”.

 

Hun negligerer de reelle udfordringer, som kvinder står over for med sit ensidige fokus på hud: Kvinder rundt om i verden, der lever under social kontrol og med nedværdigelse og vold løfter sikkert hovedet højt og ser Nikitas strålende forbillede gennem sæbeøjne. Endelig en privilegeret kvinde, der kæmper de svages sag. Nu skal verden nok blive et mere retfærdigt sted – tak, fordi vi nu frit kan smøre læbestift på, uden mænnerne påtaler det sexistisk: Det har længe været topprioritet i kampen for et værdigt liv… Nej, vel?

 

Så det er faktisk ikke kun min misundelse, der får blodet til at pumpe friskt i årene, når jeg hører hende argumentere for, at hun redder verden en lille smule med sin hårdtpumpede kavalergang. Jeg opfatter hende som en kvindelig udgave af Poul og Fritz fra Rytteriet: ”Hvorfor er de undertrykte og grimme så sure – kunne de ikke bare købe et dejligt catsuit?”

 

Det er historieløst, og det virker nedladende – både over for kvinder og mænd.

Det svarer jo til, at folk, der går i swingerklub siger, at det ikke er fordi, de gerne vil friske deres eget ægteskab op: ”Nej. Det er fordi, jeg vil definere en ny socialisme. Jeg ofrer mig for en højere sag”.

 

Lad os skille tingene ad. Og lad os have tilpas meget ydmyghed i forhold til for idealister, som vitterligt ofrede sig for, at andre skulle have frihed.

 

Vi skulle netop forsøge at præstere på intelligens, humor eller lederevner i stedet for. Og Nikitas indre værdier kan jeg somme tider ikke se for bar(e) hud. Sådan er det ikke kun hankønsvæsner, der har det.

 

Desuden ville min anseelse for Søren Pind heller ikke vokse, hvis han mødte op med skjorten knappet op til navlen for at vise hår på brystet i mandeselvbevidsthedens tjeneste. Jeg ville hellere have, han strikkede noget politik sammen for eksempel i forhold til fædres rettigheder. Med brystmåtten skjult.

Det handler dybest set om, at ens fremtoning har konsekvenser for andres syn på én – om man er mand, dame eller enhjørning.

Jeg anerkender faktisk, at Nikita Klæstrup er veltalende og begavet. Den slags kan man ikke skjule bag skønhedskorrektioner og et friskt tøjvalg.

Men hvor ville jeg dog ønske, hun brugte sine talenter i et ægte værdigt formåls tjeneste – eller bare valgte at kalde sig model og mediestjerne, ikke feminist.

 

 

 

 

 

Følg og Like os: